Velkommen!
Sejs Svejbæk IF Fodbold har hermed fornøjelsen at invitere til ungdomsfodboldstævnet
DanBolig Cup 2008
Stævnet afholdes på vores dejlige fodboldanlæg beliggende midt i noget af Danmarks smukkestenatur med skov, hede og søer som de nærmeste naboer. Her er plads til det hele: fodbold på Sejs Stadion, spiller- og lederindkvartering på Sejs Skole, campingplads for familie og venner på vores grusbane og bespisning i vores klubhushal. Kort fortalt er alt samlet på et sammenhængende areal, så efter ankomsten til Sejs, er der ikke behov for transport før hjemrejsen skal påbegyndes.
Dette er weekenden, som mange børn ser frem til gennem mange måneder. Ikke kun fordi skolernes sommerferie starter, men fordi Sejs Svejbæk Idrætsforening igen byder velkommen til DanBolig Cup.
Forårsturneringen er slut, og en bedre afrunding end en weekend i hyggeligt samvær med hundredvis af andre fodboldspillere fra nær og fjern kan ikke tænkes. Vi håber rigtig mange vil benytte lejligheden til at deltage i Danmarks Smukkeste Fodboldstævne i Sejs, og på den måde få en uforglemmelig start på sommerferien.
Invitationen er til piger og drenge såvel store som små, for hvem glæden ved fodbold er den afgørende motivationsfaktor.
På foreningen hjemmeside, www.sejssvejbaek-if.dk, kan man under fanebladet fodbold se nogle dejlige billeder fra tidligere stævner og en elektronisk version af invitationen ligger også klar.
Vi glæder os meget til at byde jer velkommen til Danmarks Smukkeste Fodboldstævne og en superweekend i Sejs!
Venlig hilsen
Sejs Svejbæk IF Fodbold