Invitation til
Danmarks Smukkeste Fodboldstævne i Sejs-Svejbæk
Sejs-Svejbæk IF Fodbold har hermed fornøjelsen at invitere til det årlige ungdomsfodboldstævne
REMA 1000 Cup 2009.
Når vi 26. juni byder velkommen til Sejs-Svejbæk er det 28. år i træk, at vi er værter ved det traditionelle ungdomsstævne i den første weekend i skolernes sommerferie.
Stævnet afholdes på vores dejlige og intime fodboldanlæg beliggende midt i noget af Danmarks smukkeste natur, med skov, hede og søer som de nærmeste naboer. Her er plads til det hele: fodbold på Sejs-Svejbæk Stadion, spiller- og lederindkvartering på Sejs Skole, campingplads for familie og venner og forplejning i vores klubhushal.
Kort fortalt er alt samlet på ét sammenhængende areal, så efter ankomsten er der ikke behov for yderligere transport før hjemrejsen søndag.
Dette er weekenden, som mange børn ser frem til gennem mange måneder. Ikke kun fordi sommerferien begynder, men også for de skal gæste Danmarks Smukkeste Fodboldstævne. Turneringen er slut og med omlægningen til efterår-forår, venter om få uger starten på en ny sæson. Vores stævne er således den bedste afslutning på en sæson, der begyndte helt tilbage i foråret 2008. En weekend der byder på masser af fodbold og kammeratligt samvær med hundredvis af andre fodboldspillere fra nær og fjern.
Invitationen er til piger og drenge, såvel store som små, for hvem glæden ved fodbold er den afgørende motivationsfaktor. Vi henvender os således ikke til elitehold.
Vi håber rigtig mange vil deltage i Danmarks Smukkeste Fodboldstævne i Sejs-Svejbæk og på den måde
give sig selv en uforglemmelig start på sommerferien.
Vel mødt – vi glæder os til at byde jer hjertelig velkommen!
Venlig fodboldhilsen
Jens Skov
Formand
SSIF Fodbold
www.sejssvejbaek-if.dk