Søndag den 27. august afholder Holsted fb for 14. gang ”Rasmus Klumps pandekagestævne” i fodbold for de yngste årgange ved vores baner på ”High Field” i forbindelse med Medius - Holsted Idrætscenter. I 2016 deltog 225 hold i stævnet - vi har max. plads til 275 hold, så det er om at få sig tilmeldt så hurtigt som muligt. Stævnet afvikles ca. fra kl. 10.00 til 18.00 og alle hold fra de yngste poder til og med lilleput kan deltage. Der afvikles både pige- og drengerækker. U6 – U7 spiller 3-bold, U8 – U10 spiller på 5-mandsbaner, mens U11 – U12 spiller på 8-mandsbaner.
I 7-mandsrækkerne må der være 11 spillere på et hold, mens der må deltage 8 spillere på hvert 5-mandshold og 6 spillere til 3-bold. Alle hold garanteres minimum 3 kampe á 12 minutters varighed i indledende runde. Desuden en afsluttende puljekamp. Målsætningen er kampe i en god atmosfære mod jævnbyrdige modstandere. (Kampene i 3-mandsrækkerne er dog kun på 8 minutter og i 5-holdspuljer, hvilket giver en hurtigere stævneafvikling for de yngste.)
Vi vægter fairplay og positive oplevelser højt. Under hele stævnet vil der blive serveret gratis pandekager til alle deltagere i Rasmus Klumps pandekagetelt. Andre aktiviteter og underholdning vil også forefindes. I år optræder Rasta Mizizi Acrobats (nr. 3 i "Danmark har talent 2017"), og freestylerne Christian Lund og Sebastian Juel (tidligere nr. 2 og 4 ved DM), ligesom vi byder på 3 kemishows. Som ny aktivitet har vi guldgravning og skattejagt, mens legeområdet også byder på bl.a. hoppepude, pannabaner og driblelabyrint.
Der kan naturligvis også købes sodavand, kaffe, slik og frugt m.m. Vi tænder også op i grillen. Der vil, som altid, være præmier til alle (diplomer og is) spillere, samt en holdoverraskelse.
Programmet udsendes på mail senest 15. august. Sammen med programmet medfølger kørselsvejledning og andre praktiske informationer. Betaling ved bankoverførsel senest 22. august eller evt. kontant på stævnedagen. Ved afbud efter 1. august betales fuld deltagergebyr.