SIK ´s håndboldafdeling har for 38. gang igen den fornøjelse, at kunne byde velkommen til Viborg.
Stævnet vil igen i år foregå i hyggelige og festlige rammer. Stævnet vil blive afholdt i weekenden den 12. og 13. september 2020 I lighed med tidligere år, vil der blive spillet i rækkerne fra 2. division til og med serie 4 (række A-E). A-rækkerne kun lørdag. Ynglingehold er også velkommen til at deltage i stævnet. De kan styrkemæssigt indplaceres efter klubbens eget skøn. Da der har været stor tilfredshed med vores rækkeinddeling, bibeholder vi denne inddeling igen i år. Vi tilstræber, at kampene søndag er forholdsvis tidligt færdige, så man kan komme hjem i ordentlig tid. I alle rækker tilstræbes der 2 kampe til hvert hold i A-rækken og 4 kampe i øvrige rækker. SIK forbeholder sig ret til at flytte hold op og ned efter behov. Stævnet afvikles i haller i og omkring Viborg, indenfor en radius af ca. 20 km fra Viborg. Transporten mellem overnatningsstederne og spillestederne står holdene selv for.
Kampene vil starte lørdag kl. ca. 9.00, og stævnet slutter med finaler søndag eftermiddag. Har I behov for overnatning mellem fredag og lørdag, kan vi selvfølgelig tilbyde dette. Lørdag aften holder vi vores populære fest i Finderuphøjhallen med spisning og efterfølgende diskotek for alle hold - også for dem der kun spiller lørdag Her vil vores mange friske hjælpere være klar til at skabe rammerne til en super fest. Der er gratis bustransport til og fra overnatningsstederne til festen lørdag aften, med vores altid glade og veloplagte chauffører. På grund af vores overnatningskapacitet, er vi nødsaget til at sætte grænsen for deltagende hold på ca. 80 hold. Tilmeldingen er efter først til mølle princippet. Derfor vil vi opfordre til, at I tilmelder jer hurtigst muligt. I tilfælde af for mange tilmeldte hold, forbeholder vi os ret til at afvise de sidst tilmeldte hold. Ved tilmeldingen betales der et depositum på kr. 500,- pr. hold. Hvis man har forladt klasselokalet i rengjort stand, samt stiller op til alle sine kampe, vil dette depositum, blive tilbagebetalt i ugen efter stævnet. Det er derfor vigtigt, at I skriver jeres kontonummer på tilmeldingsblanketten. Stævnet kan varmt anbefales til afpudsning af formen, inden turneringen går i gang.
Da vi jo desværre i øjeblikket jo er ramt af pandemien Covid-19, er der jo selvfølgelig nogle ting, som er altafgørende (overnatning på skoler, afstand og forsamligsforbuddet) for at vi kan afholde stævnet. Hvis vi evt. bliver tvunget til at aflyse stævnet tilbagebetaler vi selvfølgelig holdgebyr og depositum.
Vi glæder os til at se Jer til en festlig håndboldweekend
Vel mødt til Septemberstævne 2020
Med sportslig hilsen
SIK-Håndbold